VM biathlon stafet aflyst Med fare for at lyde klichéagtig, så kan jeg uden at lyve sige, at jeg aldrig har været ude for noget lignende….. VM i o-biathlon stafet er her til morgen blevet aflyst. Der bliver således ikke uddelt VM-medaljer på stafetdistancen i år. Hvad er gået galt? O-biathlon er en lille sport. Vi er derfor vant til, at stævneorganisationerne er forholdsvis små – selv til VM. Men til alle de mange VM’er, jeg efterhånden har været med til, har vi udøvere ikke mærket, at det har været en lille organisation. Det har altid været højkvalitetskonkurrencer, med den lille sidebemærkning, at der af og til er polemik omkring punktorienteringen på den lange distance. Her i Estland har stævnelederen stået for stort set alt. Han har lavet baner (i hvert fald lang og sprint ;-)), han har sat alle poster ud selv, og så har han stået for en masse praksis. Til trods for at rigtig gode lederkræfter fra de forskellige nationer har tilbudt deres hjælp i løbet af disse dage, har han ikke taget mod tilbuddet. Det viser sig så nu, at han her til morgen kl. 7.00 (første start planlagt kl. 10.00) endnu ikke havde lavet stafetbanerne. Det var hans plan, at han skulle sætte poster ud i går aftes efter banketten – og at han her til morgen ville køre ind til et trykkeri og få udskrevet banerne. Men han nåede altså ikke lige at få lavet banerne – så han kunne ikke rigtig komme ud at sætte poster ud med sin lille pandelampe, da han jo endnu ikke rigtig vidste, hvor posterne skulle stå. Vi har ikke set ham her til morgen – og han har det formentlig ikke så godt, så det er selvfølgelig rigtig synd for ham – men for helvede….. IBOF (Internationalt biathlon orienteering federation) har udpeget en stævnekontrollant. Han har været meget involveret i punktorienteringsbanen (på godt og ondt…) – og det er ham, der har stået for instruktion til landsholdslederne – og til deltagerne. Det er ham, der har proklameret udsætningen af starttidspunktet de to første stævnedage. Han har overtaget en del af de opgaver, han egentlig bare burde kontrollere og rådgive omkring. Han har set igennem fingrene med, at han ikke har set banerne – og han har kendt til stævnelederens endog meget optimistiske vurdering af, at han har kunnet klare sig uden en banekontrollant, og i det hele taget med en meget lille stævneorganisation, og han har kendt til stævnelederens fuldstændig urealistiske plan for, hvornår hvad skulle gøres, uden at han har grebet ind. Det der er ekstra super ærgerligt er, at det hele kunne være reddet, hvis de bare havde meldt det ud, så de rigtig stærke lederkræfter, der er til stede fra mange forskellige organisationer, kunne have nået at lave konkurrencen. Det kunne de sagtens have gjort, hvis de var gået i gang i går eftermiddags…. Så det er enormt ærgerligt. Der er mange deltagere, der har haft dette VM, som deres hovedmål i år. Det er lidt af et antiklimaks for dem. Vi har dog fået én rigtig godt gennemført konkurrence – så helt forgæves har det ikke været ;-) Jeg vil lige understrege over for alle jer derude, der kunne gå med overvejelser om at prøve o-biathlon, at det er en fantastisk sjov sport – og at det altså ikke plejer at være sådan her. Normalt er det rigtig fede og reelle konkurrencer. Så hold øje med www.biathlon.dk, og meld dig til en af konkurrencerne. Det er som oftest muligt at låne våben, hvis man kontakter arrangørerne i god tid – og det er altså rigtig sjovt… Tilbage til forsiden |