|
|
|
Orienteering, map, compass, running, outdoor, fitness, cross-country skiing, mountainbike, mtb, orientering, kort, kompas, løb
|
|
|
|
| Forum |
|
|
|
Sprint - VM og DM | Ove Gasbjerg | 2001-09-26 11:55:13 |
| Jeg har nogle betragtninger over VM i begynderorientering. Jeg er ikke så sensibel over at høre at I skriver, at IOF ikke er i overensstemmelse med eliteløberne ang. VM i sprint (læs indlæggene i O-snak). Men reelt er det sådan, at eliteløberne formelt ikke har nogen direkte indflydelse på de beslutninger, som kongressen tager. Det har kun medlemslandene. På trods af at IOFs bestyrelse Council gik imod at indføre VM i sprint blev det enstemmigt vedtaget. Så jeg synes måske det er mere korrekt at påpege, at det er det norske - forslagsstiller - og finske forbund, der har et problem, hvis de ikke har afstemt deres elitepolitik med de aktive. Men det kan jo også tænkes, at det er et mindretal af eliteløbere i de respektive forbund, der er/var imod at indføre VM i sprint. Det er min opfattelse, at der generelt i IOF landene ikke er den store tradition for at inddrage de aktive i udformning af de respektive landes elitepolitik, specielt i de spørgsmål, som der skal tages stilling til på IOFs kongresser. Og det giver frustrationer både hos eliteløberne - og i IOF. VM for begyndere er indført og det bliver nok ikke slettet af VM programmet foreløbigt, så vi må få det bedst mulige ud af det. Jeg er af den principielle opfattelse, at det kun giver mening at have et verdensmesterskab i en disciplin, som man også har nationale konkurrencer og mesterskaber i. Derfor synes jeg også, at vi skal have sprint-konkurrencer på næste års terminsliste samt et forbundsmesterskab - og om 3 år et DIF mesterskab. Jeg mener, at PWTs arrangementer er gode PR arrangementer for o-løb, og på samme måde kunne vi vel arrangere nogle terminslisteløb samt et forbundsmesterskab. Derfor kunne det for mig at se være gavnligt at starte en debat om vi skal have sprintløb. Hvad er den sportslige udfordring? Hvordan skal de arrangeres? for alle? Et DM eller en serie? Kortmålestok og specielle signaturer? Hvordan skal en sprintbane være? osv osv. Måske får nogle af de danske "PWT veteraner" til at komme med nogle udtalelser... Mange hilsner Ove |
Skriv et indlæg |
Du svarer på indlæg fra Morten Fenger-Grøn (2003-01-10 10:49:35)
" PP>> Jeg har aldrig brudt mig om det argument, at når en af de bedste vinder, så er banen fair. Det vil stort set altid være en fordel at orientere godt og løbe stærkt også selv om der er lotterimomenter undervejs. (Overvej fx. Wild West.) Skal man endelig anvende en målestok af den type, må man vel kigge på, om der er nogen af "favoritterne" som IKKE placerer sig godt. Men bortset fra det er jeg relativt enig i din pointe. For det første kan jeg jo ud fra en sandsynlighedsteoretisk vinkel bekræfte, at de store tals love netop giver den regel du nævner: usikkerheden/variationen på en sum af en række mindre slumpmomenter vokser langsommere end antallet af slumpmomenter - således at en længere bane vil give mindre slump set relativt i forhold til den længere konkurrencetid løberne har til at bevise den reelle styrkeforskel. For det andet stemmer denne overvejelse godt overens med min egen subjektive opfattelse af tingene efter mange års konkurrence-orientering. I øvrigt forstærkes det nok af, at de fysiske og mentale styrkeforskelle ikke blot absolut men også relativt giver kraftigere udslag på lange og krævende baner. Samtidig finder jeg dog JK's pointe interessant nok. Jeg har også længe ment, at vi undervurderer det potentielle usikkerhedsmoment i vore kort - som endog kan være større end det, JK tager udgangspunkt i. Eksempelvis vil en grantykning ofte nedsætte tempoet væsentligt for en der forsøger at give frit løb ned ad bakke - mens temporeduktionen kan være negligeabel for den, der går op ad en stejl bakke (Flemmings 1. lov!). Men i andre typer bevoksning (fx. lave klitfyr) kan det være lige omvendt: nedad kan man stort set surfe hen over det hele, mens man opad vil krable uhjælpeligt fast. Tæthedsgradueringen sker som en korttegners vurdering af et gennemsnit og kan ikke tage højde for dette. Alt i alt er det derfor uhyre afgørende at have en eller anden form for terrænerfaring, så man ud fra samtlige kortets oplysninger er i stand til på rygmarven med overvejende sandsynlighed at gætte, hvilken form for vegetation der er angivet med en given signatur et givent sted på kortet. Den lusede måde er jo ved at kende terrænet på forhånd. Den efter min mening rigtige er at have opbygget et stort kendskab til terræntypen gennem træning på tilsvarende kort i tilsvarende terræntyper - således som landsholdet fx. altid forsøger op imod VM o.lign. Som jeg ofte før har forfægtet, er relevante og gode prøveløbskort således afgørende, da kortnormen aldrig selv nok så præcist anvendt kan give tilstrækkelig information til at være med på topniveau. Sluttelig vil jeg dog gerne sige, at jeg mener JK's pointe er noget overdrevet i forhold til en reel vejvalgsproblematik (i hvert fald for en god orienterer på en god bane). Forskellige vejvalgsmuligheder vil jo som regel gå mere eller mindre i samme terræntype, det er stort set utænkeligt, at et vejvalg er maksimalt langsomt (i forhold til kortnormen) og et andet maksimalt hurtigt. For det andet må man ikke glemme, at o-løberen i konkurrence rent faktisk befinder sig ude i terrænet. Han har således allerede fra start en vis viden om, hvordan verden ser ud, og den vil udivkles undervejs. Den dygtige orienterer vil ofte formå at finde "sikre" vejvalg hvor man fx kan vente med at træffe valget "lige-på eller rundt på stien" til man har set både hvor god stien er, og hvor tæt skoven er lige på stregen. Og jeg mener i øvrigt det er banelæggerens opgave at tilstræbe, at det er sådan. Som godt eksempel mindes jeg et omdiskuteret langstræk på en DM-bane på Bornholm for et par år siden. Her var gennemløbeligheden af et meget stort lysåbent område midt på strækket ekstremt afgørende (fåreafgræsset "fodboldbane" eller lårhøj lyng a la Inverness?), men fairness var i top, da den dygtige banelægger allerede tidligere på banen havde trukket folk igennem området, så alle vidste, hvad det drejede sig om. Som et rigtig skidt eksempel kan vi nok engang nævne strækket på VM-kort 99, hvor et mellemlangt stræk var byget helt og aldeles op om den ene pointe, at der foran posten lå en bred tæthed 2, som man med det samme måtte vurdere om man skulle udenom - eller satse på man kunne gennemløbe. ... Rent Jørgen K-lotteri! " AnnullerIndlæg |
|
|
|
|
|
|
|