Du svarer på indlæg fra Henrik Steen Andersen (2004-04-21 20:34:58)"Efter min opfattelse er der nogle ting, der burde på bordet i udviklingsgruppen, som jeg ikke har set i det, der ligger indtil nu.
Værdier og holdninger
Udviklingsgruppen burde - inden den starter på detailspørgsmål - formulere, hvilke værdier der fremover skal gælde for sporten.
DOF bør have et formuleret udviklingsværdisæt og ud fra det skal de andre spørgsmål drøftes. Hvis vi ikke først flytter nogle holdninger, så er der stor risiko for, at udviklingsgruppens måske glimrende og velmente forslag løber ud i sandet. Vi vil nemlig ikke kunne løse opgaverne bare ved øget brug af betalt arbejdskraft. Ofte bliver udvikling og tiltag formuleret som "Nogle må gøre dette og hint". Jeg tror, at nogle vil gøre dette og hint helt af sig selv, hvis blot (de "rette") holdninger skærpes. Substansen i arbejdet i orienteringssporten vil fortsat ligge hos frivillige ildsjæle, så det er disse udmærkede ildsjæles holdninger, der skal flyttes (måske).
Som nystartet TKC-træner har jeg formuleret 10 værdier for "mit" TKC. I kan finde dem på
http://www.balslev.anet.dk/tkcfyn.
Forbundet skal naturligvis have nogle andre værdier, så dette er kun til inspiration.
En værdidiskussion, som trænger sig på i et udviklingsarbejde (formuleringer kan altid diskuteres) er:
"Tingene skal være i orden og afleveret til tiden, frivilligt arbejde eller ej".
Ordet frivilligt arbejde burde simpelthen fjernes fra DOF-medlemmers - særligt de ledendes - vokabularium som forklaring eller undskyldning for, at noget ikke er godt nok. Vi får ikke udviklet ret meget, hvis vi ikke antager en mere professionel indstilling til stort set alt, hvad der foregår i bestyrelser og til arrangementer. I 2004 har mange en forbrugerorienteret synsvinkel på tingene. Varen skal være i orden, ellers brokker man sig. I stedet for at ømme sig over dette, bør man tage denne trend og gøre den til en værdi.
En anden værdidiskussion er:
"I dansk orientering har vi en åben og ærlig dialog og kritikpunkter tages alvorligt"
I 2004 forlanger man direkte indflydelse og mulighed for, at kritikpunkter bliver behandlet. For mange kritikpunkter bliver affærdiget netop med henvisning til det frivillige arbejde eller som en leder i O-Posten, hvor DOF´s formand kalder medlemmernes indsigelser for flueknepperi.
En tredje værdidiskussion, der kunne rejses er:
"Vi påtager os gerne et socialt ansvar for unge mennesker på kanten af samfundet"
Til såkaldt utilpassede (typisk drenge) har vi et rigtigt godt produkt væk fra de (typisk kvindelige) pædagogers snik-snak. Hos os kan de få lov at rive sig til blods, brænde sig på brændenælder, møde søde piger, der ikke er bange for at blive lidt beskidte osv, osv. Hvad udvikling er der i det?. Dels medlemstilgang dels imagepleje. Og vi kunne komme lidt væk fra vores umiddelbare sammensætning af veltilpassede midaldrende borgerdyr.
Struktur
Tiden er efter min opfattelse løbet fra de tre kredse.
Det er begrænset, hvor meget organisatorisk talent vi har, så alle gode kræfter burde samles i et stærkt forbund. Det giver også længere fra det enkelte medlem og til forbundets øverste, at der er det der mellemlag af kredse. Og koordinationsproblemer i løbsudbudet, med "spild" af gode skove til følge (I år B-løb i Silkeborg samme dag som seniorrangliste på Sjælland, sidste år B-løb i den glimrende fynske skov Svanninge samtidig med rangliste løb i den kedelige Store Bøgeskov osv).
Demokrati
Der bør være kortere fra det menige medlem til de øverste. Og det sker ikke blot ved ,at hovedbestyrelsen præsenteres i Orienteringsløb.dk, og at der holder en bil på stævnepladsen, der står DOF på. Hvorfor ikke organisere direkte valg til hovedbestyrelsen med alle medlemmer over 15 år som stemmeberettigede.
Tilgængelighed
Hvorfor skal man egentlig være medlem af en o-klub for at starte i et B-løb. De "åbne løb" skal leve op til deres navn. Lad løbene komme i trimguiden sammen med motionsløb osv. Enhver skal kunne side hjemme ved PC-en og tilmelde sig (uden password eller andet).Hvis flere kommer i berøring med sporten, tror jeg klubberne vil få medlemstilgang, fordi klubberne (forhåbentlig) kan tilbyde kyndig træning og instruktion. Og det ville tvinge os til at lave klasser og indbydelse i et sprog, som alle forstår. Hvorfor hedder der fx D 13-14, der findes sku ingen "damer" mellem 13 og 14 år.
Blandt atletik-klubber har man oplevet en lignende medlemstilbagegang, men motionsløb (hvor man bare tilmelder sig) oplever en betydelig deltagerfremgang.
Informations- og pressestrategi
I 2004 betyder det enormt meget - hvad enten man kan lide det eller ej - hvordan tingene bliver præsenteret. Det er derfor vigtigt, at informationer fra orienteringssporten er konsistente og professionelle og understøtter det image, som vi gerne vil have.
O-posten - som det hed en gang - er (var) fyldt med billeder af gamle skallede mænd. Det ser ikke godt ud….. På DOF´s hjemmeside opleves også manglende styring, fx hvordan kan Odense pludselig få en overskift (i forbindelse med kortpolitikdiskussionen) om, at HB ødelægger løb i private skove. Sådan noget skal ned et debatforum, hvor det hører hjemme.
Og så uden stavefejl - her er breddekonsulent meget slem - og i det hele taget mere stramt styret og strømlinet.
Slogankonkurrence
Det godt være, at vi skal have et nyt slogan, men timingen er ikke god. Først må vi skabe "det nye DOF" rent indholdsmæssigt, og så må vi finde et slogan, der passer til det. Men jeg er enig i, at vi skal fokusere mere på dramatikken i sporten og ikke så meget familiehyggen. Den veltilpassede familie med børn og job sælger ikke ret mange billetter og kommer ikke i pressen. Men hvor står TV ved Hubertusjagten?, lige der hvor rytterne kan falde i vandet !
Udviklingsgruppens sammensætning
Bob Dylan sagde engang; "Tro ikke på nogen over 30". Ikke for at sir Bobs ord behøver at blive taget helt bogstaveligt, men det yngste medlem af gruppen er - så vidt jeg lige kan se - 45, og det er inderkredsen i DOF + plus sekretariatschefens mand og en enkelt lidt mere udenforstående (Dorthe). En bredere sammensætning, hvor man inddrager personer, der har ekspertise på en række fagområder ønskes. Og gerne yngre mennesker. Orienteringsløbere er som befolkningsgruppe ret veluddannet. En udvikling er meget en proces, hvor ting skal modnes. Derfor er det vigtigt med brev involvering af DOF-medlemmer.
Held og lykke med udviklingsarbejdet - der er nok at tage fat på!
Henrik Steen Andersen (Svendborg Orienteringsklub, Træner i TKC Fyn) men det er ikke så relevant, for det er mine helt personlige synspunkter."