Du svarer på indlæg fra Jens Hansen (2004-06-23 00:17:57)

" Interessant debat med mange visonære indlæg og gode ideer. Problemet er blot, at det er så forbandet vanskeligt at realisere dem - og skulle det endelig lykkes, da at gøre succesen varig. Flere debattører har ganske rigtigt været inde på, at en sådan realisering kræver, at flere forudsætninger må være opfyldt samtidigt, og at de fleste af disse forudsætninger er meget ressourcekrævende. Mit udgangspunkt for dette indlæg er en erfaring fra to træningsmiljøer, hvor mange juniorer (12-20 år) var en aktiv del heraf. De to træningsmiljøer, som jeg vil betegne som eksemplariske, var begge baseret på følgende fire forudsætninger (i vilkårlig rækkefølge):

1. Der var stor fokus på konkurrenceelementet i den daglige træning. Dette var dog ikke ensbetydende med, at der slet ikke skulle trænes o-teknikken. Det skulle der i høj grad, men man fik ikke serveret den ene mere eller mindre udspekulerede tekniske momenttræning efter den anden. Efter min opfattelse gåt alt for mange ungdomstrænere i dag i selvsving og bliver det, jeg vil kalde for "orienteringshellige", hvor kun de ypperste terræner og kun den teknisk mest udfordende træningsmoment dur. Det dur måske for "eneren", men det dur efter min bedste overbevisning ikke for "den almene teenager". Denne vil heller have spænding og fart over feltet fremfor tørre og for den unge ofte kedelige tekniske træninger. Gem disse til lejrene, wekkendtræningerne og den sidste torsdag i måneden.

2. Ungdomstræningen var ofte en integreret del blandet med senior- og ungseniortræningen. Der er ikke noget så attraktivt for en ung som "idoleffekten". Al for megen ungdomstræning gennemføres helt isoleret eller sammen med forældre og andet godtfolk. "Gaaaab" vil den unge sige, hvis han slet ikke oplever andet.

3. Der var begge steder et naturligt samlingspunkt blandt de unge i klubben i form af en voksen, der indtog rollen som holdleder, træner og indpisker. Det var i begge tilfælde én, som de unge respekterede og så op til. Alt andet dur ikke. Heller ikke hvis vedkommende er nok så frivillig og villig. Det behøves nu ikke at være klubbens bedste eliteløber. I denne rolle har det snarere noget med karisma og "teenagertække" at gøre. Har vedkommende ikke det, mister de unge hurtigt interessen. Det har også noget at gøre med at stille krav til de unge og have forventninger til dem, hvilket kræver mod, ikke mindst med tanke på "fuck-finger-generationen).

4. Transport til rådighed var altafgørende. Enten ved at klubben havde en minibus eller ved at nogle ildsjæle stillede biler til rådighed, således at det for den unge ikke var noget problem at blive transporteret til det sted, hvor træningen foregår. Men det skal for guds skyld ikke være forældrene, der kører. Det kan de gøre til løbene i weekenden. Hvor fedt er det lige som teenager at have sin far eller mor rendene i r.... tirsdag/torsdag efter tirsdag/torsdag. Jeg er helt enig med de få, der i dette forum har tilkendegivet, at orienteringsidrætten ikke nødvendigvis har udbytte af at have prædikatet "familieidræt" påklistre sig. Det gavner efter min opfattelse ikke rekrutteringen - og da slet ikke fastholdelsen af nye (unge) potentielle medlemmer. Lad os i stedet gøre idrætten til en "cool" sport at gå til og ikke til den familieskovtur, som "børnekarrusellen" er eksponent for. Børnekarussellen har mange gode sider, men som "lokkemad" til den ildsprudlende teenager er ikke en af dem.

I begge de træningsmiljøer, som min erfaring er baseret på, skete der imidlertid det, at da blot èn af de fire forudsætninger ikke længere var opfyldt, mistede træningsmiljøet lidt af sin attraktivitet, indtil endnu en forudsætning ikke blev tilstrækkeligt opfyldt og langsomt, men sikkert sygnede træningsmiljøet hen.

Det er ingen sag at kaste en masse bolde op i luften. Det er heller ingen sag at møde sig ihjel for eller for den sags skyld skrive stolpe op og stolpe ned for at bekræfte hinanden i, at der må gøres noget. Nej, udfordringen ligger snarere i realiseringen af visionerne og de mange fode ideer.
Det er udemærket at bruge tid på at udvikle visioner og gode ideer, men mest af alt har DOF nu brug for noget konkret benarbejde for at skaffe de nødvendige ressource med henblik på bl.a. at opfylde ovenstående fire forudsætninger. Derfor skal mit råd være: "læg pennen i blækhuset og tag istedet arbejdshandskerne på."
Der er i min optik alt for mange, der er mere interesserede i at bygge luftkasteller end til - gennem en konkret praktisk arbejdsindsats - at omdanne visionerne til konkrete løsninger (som ovenfor angivet, i.e. de fire opstillede forudsætninger). "